Anerkendelse vs. Ros

Hvad er anerkendelse?

Anerkendelse er vigtigt for enkelte menneskes udvikling. Anerkendelse er en proces, hvor i man giver mennesket plads til at udvikle sig. For anerkendelse kan ske, skal der være ligeværd mellem den professionelle og borgeren. Det er den professionelles ansvar at skabe ligeværd og der ved anerkendelse. Dette sker ved at være åben, lyttende, accept, tolerance og bekræftelse. For at kunne anerkende skal man også kunne selvreflektere. Det er vigtigt at kunne reflektere over egne handlinger og være selvbevidst, for at kunne agere professionel i forskellige situationer.  

Axel Honneth er en tysk socialfilosof, som har arbejdet med anerkendelsesbegrebet som en grundlæggende betingelse for menneskets identitetsdannelse. Honneth ser på anerkendelse med et samfundsperspektiv og inddeler anerkendelsesbegrebet i 3 sfærer: private sfære, den retslige sfære og den solidariske sfære:

- I den private sfære er familie, venner og kærlighed grundlag anerkendelse. Her kommer anerkendelse til udtryk gennem intime følelsesmæssige relationer

- Den retslige sfære, er hvor anerkendelse vedrører borgerrettigheder som f.eks. sociale velfærdsrettigheder og stemmeret.
- Den solidariske sfære består af kulturelt, politisk, arbejdsmæssigt fællesskab. Her sker anerkendelse af vores individuelle særegenhed, at vi er ue rstattelige individer.

Vi kan ikke fungere i den offentligt sfære, hvis vi ikke har anerkendelse i den private sfære – de forskellige sfære overlapper hinanden hele tiden og vil altid påvirke hinanden fra højre og venstre – gensidig afhængige af hinanden.

Anne-Lise Løvlie Schibbye ser anderledes på anerkendelsesbegrebet, fra et psykologisk perspektiv. Schibbye lægger meget vægt på at anerkendelse bidrager til gode relationer, samt der er stor forskel på privat og professionel anerkendelse. Hun mener at anerkendelse er noget man er og ikke noget man gør. Det man gør kan der nemlig roses for.

Forskel på ros og anerkendelse?

Der er som udgangspunkt stor forskel på ros og anerkendelse. Når man roser, giver man barnet/borgeren et form for quickfix. Når man roser, udløses der dopamin som er hjernens belønningsstof. Ros giver en enkelte selvtillid.

Anerkendelse løfter vedkommende på længere sigt, hvilket giver selvværd fremfor selvtillid.

Line på 5 år er ved, at rydde op på værelset, da hendes mor kommer ind

- Anerkendelse: Mor “Hvordan kan det være, at du har valgt at lægge dine bamser ovre i hjørnet og LEGO et nyt sted?”

- Ros: Mor “Hvor er du dygtig, du har ryddet op på dit værelse”

I ovenstående eksempel kan man se, at mor ved at anerkende Line viser interesse i hende, hvor ved ros fortæller mor, Line at hun er god til det hun gør.

God vind!